Landbruget kom

til Danmark med

indvandrere fra syd

 

Landbruget blev indført i Danmark af agerbrugere fra Michelsbergkulturen i Belgien, Frankrig, Sydtyskland og Schweiz, som efter nogle århundrede i Nordtyskland drog videre til Danmark og øvrige dele af Sydskandinavien ca. 4.000 år f.Kr. – altså for omkring 6.000 år siden.

 

De indvandrede bønder blev hurtigt integreret med landets beboere – jægere, fisker og samlere af Ertebøllekulturen, og spredte deres viden, som blev grundlag for et landbrugssamfund, hvor jagt og fiskeri stadig spillede en rolle.

 

Det beviser arkæolog Lasse Sørensen med sin ph.d.-afhandling From hunter to farmer in Northern Europe. Migration and adaptation during the Neolithic and Bronze Age. Afhandlingen, som Lasse Sørensen forsvarede fredag den 30. januar 2015, er udarbejdet på Københavns Universitet og Nationalmuseet.

 

Af afhandlingen fremgår det, at bønderne sydfra slog sig ned, hvor der var gode forekomster af flint og på lette og sandede jorde, der var nemmest at dyrke, og hvor der var få beboere i forvejen. Ertebøllefolkene boede især ved kyster og større søer, hvor de levede som jægere, fiskere og samlere.

 

Hidtil har historikere diskuteret, om agerbruget blev indført af indvandrere eller blot overtaget af de hidtidige beboere.